Med en PESTEL-analyse kommer du 360 grader rundt om de forhold fra virksomhedens omverden, som kan have indflydelse på virksomhedens strategi. Hvert bogstav står for et område af virksomhedens omgivelser. kompetancer eller interessenter.
Du kan bruge PESTEL til beskrivelse af din egen virksomhed, når du lægger din strategi, eller laver din første forretningsplan. Du kan også bruge den som en del af en konkurrentanalyse, hvor PESTEL måske kan være med til at give dig indblik i, hvor du har mulighed for at sætte mest effektivt ind med konkurrenterne.
PESTEL tager et meget internationalt udgangspunkt, så hvis du bruger den til at analysere en lokal virksomhed, kan der være ting, som ikke umiddelbart giver mening. Overvej om der findes lokale forhold, som modsvarer de internationale forhold i din analyse. Og medtag dem i stedet i din analyse.
Hvad star PESTEL for
PESTEL er forbogstaverne i en liste af væsentlige områder, som viser din virksomheds placering i forhold til den omverden og det marked, du arbejder i.
- P – Political factors – Politiske forhold
- E – Economic factors – Økonomiske forhold
- S – Social and cultural factors – Sociale og kulturelle forhold
- T – Technological factors – Teknologiske forhold
- E – Environmental factors – Miljømæssige forhold
- L – Legal factors – Juridiske forhold
For hvert af de seks forhold er der en række underforhold, som er interessante at beskrive.
Politiske forhold
Hvordan påvirker landets politik mon din virksomheds handlemuligheder?
De politiske vinde kan hurtigt ændre vilkårene for din virksomhed. Det skal du være opmærksom på, så du kan være klar til at reagere, hvis noget ændrer grundvilkårene for din virksomheds drift. Se som minimum på tendenserne inden for følgende områder:
- Skatte- og afgiftspolitik
- Erhvervspolitik
- Arbejdsmarkedspolitik
- Offentlig regulering
- Offentlige tilskud
Økonomiske forhold
Nogle økonomiske forhold har du ingen indflydelse på. Så måske er det svært at forstå, hvorfor du skal bruge tid på at analysere disse.
Men selvom du ikke har direkte indflydelse på eksterne økonomiske forhold, så kan du træffe aktive beslutninger om, hvordan du forholder dig til dem. Vurdér ud fra din virksomheds situation, hvilke forhold du vil have med i din PESTEL-analyse.
- Bruttonationalprodukt
- Konjunkturer
- Økonomisk vækst
- Inflation
- Renteniveau
- Lønniveau
- Valutaforhold
Sociale og kulturelle forhold
På internationale markeder skal du være opmærksom på, at der kan gælde andre uskrevne spilleregler end du er vant til fra Danmark. Det gælder både for din markedsføring og branding, og det gælder for din måde at omgås dit marked på i det daglige. Læg mærke til følgende:
- Demografi
- Uddannelsesniveau
- Indkomstfordeling
- Mobilitet på arbejdsmarkedet
- Livsstil og værdier
De samme faktorer kan du tage med i overvejelserne, når du vælger hvor i landet, du skal placere en lokal virksomhed.
Teknologiske forhold
Følgende teknologiske forhold kan give dig medvind og modvind:
- Den teknologiske udvikling
- Nye patenter og produkter på markedet
- Forskningsaktiviteter
- Offentlig støtte til forskning
- Konkurrenternes forsknings- og udviklingsaktiviteter
Hvor har du fordele frem for dine konkurrenter på det teknologiske område? Hvordan skaffer du dig flere fordele?
Miljømæssige forhold
Miljømæssige og dertil knyttede forhold er vigtige for dine udviklingsmuligheder. Læg også mærke til, hvordan disse spiller sammen med politiske og juridiske forhold:
- Affald
- Energiforbrug
- Forurening
- Økologi eller ej
- Grønt regnskab
- CSR
Juridiske forhold
Juridiske forhold omfatter i en traditionel PESTEL-analyse først og fremmest den lovgivning, som dækker din virksomheds virkefelt. Det er også interessant og relevant at kigge på, hvilke formelle og uformelle aftaler din virksomhed indgår i. Vær blandt andet opmærksom på følgende lovgivning:
- Konkurrence- og monopollovgivning
- Lovgivning om arbejdsmarkedsforhold
- Lovgivning om produktansvar og produktsikkerhed
- Eksport- og importreguleringer
Kom hele vejen rundt
Med PESTEL-analysen kan du med andre ord komme hele vejen rundt om din virksomhed i en dybdegående og detaljeret analyse.
God vind med arbejdet!
Læs også om SOSTAC-modellen





